Søg:

Hvordan er det at bo i bofællesskab? 

Er vi bare en flok hippier?

Sol & Vind er langt fra de gamle forestilinger fra 70'erne om kollektiver og bofællesskaber. Vi er en flok rimeligt almindelige mennesker, som kan lide at dele stort og småt i en hverdag, der nok ligner de fleste andres. Fælleshuset lugter ikke af sjov tobak, kun nogle enkelte kan spille guitar, og når vi synger før aftensmaden hver dag, er det fra højskolesangbogen og børnesangbogen.

Går vi i genbrugstøj og sivsandaler? Farver vi hinandens hår og garver vores uld selv? Og lever vi mest af brændenældesuppe?

Øh nej. Genbrugstøj? Hmm, vi lægger vores aflagte tøj i en kasse i fælleshuset, så andre kan få glæde af det. For nogle er det nærmest et lille skatkammer. Men ellers afleveres det til velgørenhed. I øvrigt går vi det samme tøj som resten af samfundet, og hvis folk farver deres hår skyldes det enten mode-luner eller fastelavn. Og vores kost er ganske normalt sammensat med både grønne retter, kød og fisk. Hver torsdag står der "rester" på menukortet. 

Hader vi kapitalister og har lange politiske debatter hver aften? Og sætter vi ingen grænser for børnene, der bare skal kunne udfolde sig helt frit?

Politisk er der måske en slagside henover midten og så en smule til venstre. Betyder det, at vi er enige om alt? Nej, så langt fra. Vi diskuterer gerne og ofte. Men de generelle værdier omkring fællesskabet udfordres ikke så tit. Og jo, der er også beboere med store biler i Sol & Vind.

Og børnene? De oplever i hvert fald, at det er rart, at der er mange voksne man kender og kan henvende sig til, hvis man er i tvivl om noget eller skal have hjælp. De oplever også, at det er helt i orden, at andre voksne end ens forældre blander sig i den måde, man opfører sig på, når man som barn afprøver grænser.

                 Hvide rækkehuse