Fælleshuset - bofællesskabets hjerte
Det er fælleshuset, der er knudepunktet i Sol & Vind. Det ligger centralt i bebyggelsen, og det er her vi først og fremmest møder hinanden.
Det gælder både i forbindelse med aftensmad, vaskeriet, avislæsning, sport på storskærm, fester (jahh), udvalgsmøder, brug af poolbord og bordfodbold, kortklub, band .... og de mange andre aktiviteter, der foregår i huset.
Fælleshuset er på cirka 600 kvadratmeter, og det indeholder:
- Spisesal med plads til 90-100 spisende.
- Avisrum og tv-stue med en af de store tv-kanal-pakker
- Fælles vaskeri med 3 vaskemaskiner, 3 tørretumblere og endda en strygerulle (!)... til duge og så'n.
- Fælleskøkkenet med industrimaskiner, fx ovne, kipgryde, kartoffelskræller, røremaskine og lynhurtig opvaskemaskine.
- Stort fryserum til både fælles madvarer og enkelt-huses ditto
- Afkølet skur til grøntsager m.m.
- Hyggerum med poolbord, bordtennis og bordfodbold
- Legerum med plads til leg og legetøj
- Puderummet... til huler, pudekamp og afslapning
- Multirum, som bruges til alt muligt, bl.a. øvelokale for vores festband
- Gæsteværelse med dobbeltseng og hems. Bookes og bruges til gæster.
- Værksted med diverse maskiner, fx afretterhøvl, båndsav, kompressor (luft til cykler og biler), vinkelsliber, rystepudser, donkraft osv.
- Depoter og teknikrum med bl.a. et afkalkningsanlæg, så der kun bruges blødt vand i vaskemaskiner (så kan man spare på vaskemidlet)
Beboerne kan låne fælleshuset eller dele af det til fx børnefødselsdage, fester og møder. Hvis det handler om særlige mærkedage (bryllup, dåb, konfirmation, runde fødselsdage) er det muligt at aflyse fællesspisningen til fordel for festen.
Og der er oven i købet tradition for, at man kan få bofæller til tage dele eller hele ansvaret for borddækning, madlavning, servering, opvask m.m. til festen - hvis man altså så arrangerer en "efter-fest-middag" for hjælperne senere. Til mindre arrangementer kan man også nøjes med at bruge avisrummet.
Til klassearrangementer, bagedage, ølbrygning o.l. kan man også bruge fælleshuset og køkkenet, så længe det ikke kolliderer med tidspunkterne for madlavning til fællesspisningen.